Dejlig tur til Skotland Maj 2014

Skøn tur til Edinburgh, Oban, Stirling 22. - 30. Maj 2014

Kort dagbog over turen.

22. Maj
Vi startede hjemmefra, fra Svalevej i Hillerød, kl. 13. den 22. Maj. Planen var, at vi skulle stille bilen på Tamaki's arbejde og derfra tage Metro ind til lufthavnen. Det var et fantastisk varmt og dejligt vejr, så det var lidt surt, lige at have læst, at vejret i Skotland var omkring 8-10 grader køligere med flere skyer og byger. Nå, man er jo altid forventningsfuld, når man skal ud og rejse, så der var ikke et glimt af fortrydelse, da vi efterlod bilen og gik mod nærmeste Metro station.

Metroen var under udbedring, så vi måtte skifte tog undervejs, men til sidst nåede vi dog lufthavnen og fandt hen foran 7Eleven, hvor vi havde aftalt at mødes. Kl. var nu 14:30.

Julie og Tamaki ville rigtigt gerne starte med en slush ice med chokolade. Jeg selv var mere til en sort KungFu is. Vi ventede på mine forældre, Else og Arne. Vi havde aftalt at mødes der, foran 7Eleven kl. 15. Flyet skulle flyve 17:10.

Klokken nåede forbi 15 og pludselig ringede min telefon. Det var min mor. Hun kunne ikke forstå hvor vi blev af. Det viste sig, at de sad på den anden side af 7Eleven, så vi havde nok siddet der alle sammen i hvert fald en halv time. Vi grinede lidt over det og gik så til bagage afleveringen. Derefter igennem Security og fandt så et bord med stole, hvor vi kunne vente den næste times tid. Tamaki sørgede for vand med og uden brus. Else havde bagt dejligt knækbrød. Julie havde fået en splint i foden, som Tamaki behændigt gravede ud, hvorefter hun fik et farvet plaster på, som Else havde haft med.

Vi fik de bagerste sæder i flyet. Her sad vi udmærket, men der var ikke plads til vores håndbagage i overskabene, så den havde vi under sædet foran. Flyveturen gik fint og piloten lavede en fantastisk landing i Edinburgh. Vi kunne overhovedet ikke mærke, at hjulene fik kontakt. Det tog dog lang tid at komme fra borde, mest fordi de valgte ikke at bruge bagerste trappe i Edinburgh, så vi, som var bagerst, måtte så vente på 150 andre glade turister og forretningsrejsende fik besværet sig ud af flyet.

I lufthavnen valgte vi, da prisen var den samme, at tage en taxi ind til Edinburgh, hvor vi skulle bo i en meget billig ferielejlighed på Home Street 25. Lejligheden var meget simpel, men der var rent og dejligt. Vi fik en lang instruktion af landlorden, herunder, at gasfyret havde haft kvaler med at komme igang.

Tamaki havde bestilt bord på Hendrich's lidt længere nede ad gaden. Vi skyndte os derfor, efter den lange og grundig instruktion, at gå over til pubben, hvor der også fint lå et stykke papir hvorpå med fed tuds var skrevet "Tamaki".

Det var dejlig mad og godt øl vi fik. Mætte og glade vendte vi tilbage til lejligheden og da turen trods alt havde tæret på kræfterne og klokken nu var blevet mange, gik vi i seng.

23. Maj
Jeg (Claus) vågnede tidligt, fordi jeg kunne høre Tamaki gøre klar til et morgenbad. Jeg så ikke på uret, men syntes det var helt vildt tidligt, når man tænker på, vi var på ferie. Jeg faldt i søvn igen, men efter kort tid, kom Tamaki ind og trillede "Go'morn, så skal vi op". Julie og jeg trængte også til et bad, inden vi skulle gå Edinburgh rundt, så Julie startede og jeg fulgte efter. Så bankede vi forsigtigt på ind til Else og Arne. De sov endnu. Min far vågnede og bedyrede at klokken kun var 6. Ja, Tamaki havde glemt at stille sit ur en time tilbage, så vi kom særdeles tidligt op. Ingen kunne dog sove igen, så vi holdt fast og gjorde klar til lidt morgenmad, inden vi ville ud og se på byen.

Victoriagade i Edinburgh, sjov gade med to etager fortovsbutikker.

St Giles' Cathedral, The Royal Mile

De små sidegyder kaldes i Skotland for Close's. Der er stadig mange af disse, men tidligere i det 16. århundrede var der endnu flere. Dengang blev alt over 4 etage revet ned og den nuværende gamle bydel bygget ovenpå. I nogle af de gamle "Close's", fx den berømte Mary Kings Close, blev den pestramte del af befolkningen tvunget ned, og levede der i mørke blandt rotter indtil døden hentede dem, hvilket ofte skete efter en kort men pinefuld sygdomsperiode.

Udsigt fra en Close mod Scott Monument.

Julie stiller op som model i telefonbox, The Royal Mile

Smuk blomst i smuk offentlig have, som mest bruges til afslapning. Lige ved siden af Canongate Kirk, The Royal Mile

Vagter i kilt ved Palace of Holyrood Palace, for enden af the Royal Mile.

Blik op mod Salisbury Cracs fra The Holyrood Palace. Vi gik op ad den smalle sti, som ses over gyvelen. Man kan godt ane, at der går nogen deroppe.

Blik oppe fra Salisbury Cracs mod The Holyrood Palace.

Nede foran The Holyrood Palace, på den anden side ad gaden, ligger Skotlands Parlament i denne moderne beton bygning.

Ved The Holyrood Palace mødte vi denne venlige og velklædte skotte, som gerne stillede op til fotografering med Julie, i sin fine kilt, som her er mixet sammen med en business skjorte i hvid med slips. De ser begge ud til at seancen morer dem. Jeg må sige, at hvis jeg havde denne strømpeføring herhjemme, så ville min kone nok lade en bemærkning falde. I skotland derimod virker det som den rigtige strømpeføring.

På vejen fra Holyrood Palace og op til Regent Gardens, gik vi igennem denne kirkegård som hedder Carlton Hill. Vi undrede os over, om der måske havde været sket hærværk, fordi så mange gravstene var væltet, men fandt så et forklarende opslag, at man havde væltet de stene som ikke stod sikkert, med vilje, så et barn ikke fik dem over sig. De skulle dog rejses igen i løbet af et igangværende renoveringsarbejde. Kirkegården har mange helte fra de forskellige skotske krige begravet, dog alle dem vi så, var døde for mere end 130 år siden.

div

Fra Carlton Hill gik vi op mod Regent Gardens, hvor dette monument findes, som ligner noget fra Rom kaldet National Monument of Scotland. Her findes endvidere tårnet The Nelson Monument, som man kunne betale for at komme op i og nyde udsigten. Dog på toppen af denne bakke var udsigten så smuk, at der ikke var nogen grund til at stige den smule ekstra til vejrs.

Udsigt fra Regent Gardens mod havet. Der var flot udsigt i alle retninger og med flotte skyformationer.

div

Udsigt fra Regent Gardens mod Edinburgh Castle. Broen i forgrunden hedder North Bridge. Foran slottet i venstre kant ses en blå bygning. Det er en del af tribunen, som er ved at blive sat op til sommerens Tattoo.

div

Billedet er taget fra toppen af Regent Gardens og monumentet med søjlerne hedder Dugald Stewart Monument.

div

Zoom billede fra Regent Gardens ned mod Scott Monument.

div

Endnu et billede fra Regent Garden over Edinburghs tages.

div

Vi gik fra Regent Gardens ned til Scott Monument. Vi valgte dog ikke at gå op i tårnet. Der var en dejlig bænk ved foden af tårnet og ved siden heraf en mur. På denne mur sad den mindst generte måge jeg har set endnu. Jeg kom så tæt på som 10 cm. med kameratet og var helt i nærkontakt med fuglen, klar til at hoppe tilbage, hvis den skulle finde på at hakke ud efter mig. Det gjorde den dog ikke, den ville bare gerne posere foran kameraet, hvilket så gav dette dejlig mågebillede.
Fra Scott Monument gik vi over Waverly Bridge og op ad Cockburn street, hvor vi fandt en lille restaurant med små retter, mest fra det Tyrkiske køkken. Indehaveren styrede butikken sammen med sin datter. Vi fik god mad til pengene.
Herfra gik vil til Mary Kings Close, som er meget kendt, men hvor vi ikke måtte fotografere. Derfor har jeg indsat billeder på hjemmesiden som er hentet fra google. Håber ikke jeg forstyrrer nogens Copyright ved at vise det.
div

Mary King's Close var et uhyggeligt men også meget spændende sted. Det var lavet som et museum, hvor man kunne forestille sig, hvordan her har været, efter den ny by blev bygget ovenpå. Hernede var alle de pestramte mennesker, og det var de færreste som nogensinde fik solen og himlen at se igen. Der var dog en læge, som havde fundet på en dragt, som beskyttede ham mod pesten, som havde held til at helbrede byldepest på en meget uhuman måde. Han rev hul på bylden og svitsede derefter det indvendige af bylden med gloende jern. Patienten havde derefter ca. 50% chance for at overleve mod 1-3 % uden denne behandling. Overlevede man pesten, blev man imun.
Der var også familier som havde deres oprindelige huse og butikker hernede, som ikke nødvendigvis var ramt af pest, men som ikke ville forlade deres boliger. De blev boende i denne underjordiske by. Det koster lidt at komme ind og se Mary King's Close, men det er alle pengene værd. Kan varmt anbefales, hvis man vil til Edinburgh.

div

Efter Mary King's Close tog vi op til Edinburgh Castle. Dette skulle være hovedattraktionen for denne dag. Det var et meget flot slot, som de næste ukommenterede billeder også viser. De museer som er indrettet i nogle af bygningerne, var alle meget flot og illustrativt indrettet.

div

Så fik Julie lokket Tamaki med på telefonbox motivet. Disse to telefonboxe står i Edinburgh Castle lige inden for porten. De er jo meget dekorative, sådan nogle gamle telefonboxe, så jeg var med på spøgen og forevigede dem med dette billede.

div

Dette kort viser alle de gader som vi gik ad med start og slutpunkt ved vores ferielejlighed i nederste venstre hjørne.

24. maj.

Vi stod tidligt op. Vi skulle i lufthavnen og hente vores bil. Jeg (Claus) håbede på, at bilen mindst ville være i astra størrelse, som lovet på udlejningsselskabets hjemmeside. Det viste sig, at jeg ikke skulle blive skuffet. Vi fik gjort ferielejligheden ren og gjorde klar til at tage afsted. Den bestilte taxa var der right on time, som forventet. Vi var snart afsted i retning mod Edinburg Airport.
Efter en del renden rundt i lufthavnen, lykkedes det os endeligt at finde hotellet, hvorfra vi skulle have udleveret bilen. Vi fandt kontoret og den mest sløve men dog grundige dame, som bad os udfylde en hel del blanketter. Man blev helt nervøs for hvordan det skulle ende. Det var jo lige før de bad om pant i vores hus, men der er sikkert også mange, som ikke behandler en udlejningsbil pænt. Måske var det derfor denne dame var så sløv, træt og helt uden udstråling.
Så meget mere opløftende var det, at få udleveret bilnøglen og bedt om at følge med. Der stod en funklende ny Honda Civic 1,6 turbodiesel. Den var bare for fed, bortset fra at rattet jo sad i den anden side.
Jeg begyndet at få lidt koldsved, mon nu det gik at køre i den anden side af vejen. Jeg satte mig ind og kørte forsigtigt om på den anden side af hotellet, for at samle familien op. Det gik, men føltes mærkeligt at køre den modsatte vej rundt ved den lille rundkørsel, som var lige foran indgangspartiet til hotellet.

Retur til forsiden

Sidst opdateret 2014-12-31