Tur til Falster 21. april 2011

Det har i en del år været tradition, at mange motorcyklister træffes på cementen i Nykøbing falster kl. 10 skærtorsdag, og derefter kører i kortege til Stubbekøbing, for at åbne det lille hyggelige motorcykel og radiomuseum efter en lang vinterdvale.



Herunder følger en billedserie med kommentarer fra Tamaki's og min tur til Falster, for at prøve at være med, til åbningen i 2011. Vi fulgtes med min gode ven helt fra drengeårene M. Sajjad.

Rucksana var så sød lige at skænke os alle 3 en god kop pakistansk the inden den lange tur til Falster.

Hun ville ikke selv med på så lang en tur, men har da prøvet at sidde bag på en motorcykel.

Rucksana serverede også frokost for os, da vi kom tilbage til Vallensbæk.
Tamaki klar til montering af hjælmen, ser hun ikke forventningsfuld ud?
Vores seje MC'er
Vi nåede ikke cementen til tiden, så vi sluttede os til kortegen i den sidste rundkørsel på vej ud af Nykøbing Falster.

Af samme årsag er vi her allerede sprunget helt frem til Stubbekøbing, hvor de mange motorcykler er ved at spærre hele byen af for normal færdsel.

Alle kørte dog mægtigt pænt under kortegen, og der blev fra alle vinket ivrigt til alle de søde børn, som stod langs landevejen og så beundrende på de mange motorcykler.

Hjemmeværnspolitien havde hele vejen lavet en effektiv spærring for øvrig trafik, så kortegen kunne køre helt uforstyrret frem til museet.
Her kommet den sidste del af kortegen ind i Stubbekøbing.
En fin gammel Harley
En Victoria Aero 250 fra halvtredserne
En Nimbus fra halvtredserne.

Der er vist netop hjemvendt 2 skandinavier som har kørt verden rundt på 2 nimbusser med sidevogn, som var 75 år gamle. Hvem siger at Danmark ikke har kunnet lave gode motorcykler.
Endnu en Humlebi, eller fladjernsracer som nogle også kalder dem.
Der var også fine biler med til åbningen, Her en engelsk Morgan.
Og her en fin gammel ford og bagved en opel record.
Sådan en fin Isetta har næsten samme motor som de små encylindrede BMW motorcykler. Her er motoren blot på 300 ccm i stedet for 250 og så i tilgift blæserkølet.

Når man åbner døren, som der kun er en af, er det hele fronten som åbnes ud, og med ud kommer også rattet.
Det er en rigtigt velholdt sag.
Enig!
Og jeg som troede der kun var et fåtal producenter, som havde lavet MC med boxer motor og kardantræk til baghjulet.
Dette er en Hoffmann. Rent motormæssigt ligner den rigtig meget en BMW.
Skiltet til ovenstående model.
Her en gammel Moto Guzzi Falcone. Moto Guzzi lavede i sin tid en masse encylindrede MC som alle er kendetegnet ved denne specielle motor med en kæmpecylinder som peger næsten vandret fremad.

På den anden side af motoren findes et svinghjul som vil gøre enhver vesterhavskutter misundelig. Den må simpelt hen kunne præstere en tomgang på 100 rpm.

Der må være en del gyrokræfter i det svinghjul, når først det er kommet i omdrejninger.
MZ har mindsanten også lavet en boxer med kardantræk. Denne er dog med en osende 2-takt motor som langt de fleste MZ er udstyret med.
En fin gammel 2-ventilet Java, lige som den Jannik havde.
Fine gamle NSU. Allerede dengang i halvtredserne, havde disse monoaffjedring af bagsvingeren, med en central skruefjeder, som dog ligger skjult i stellet af presset plade.

NSU havde på deres 4-takt modeller endvidere et helt unikt drev af knastakslen som bestod af et sæt "lokomotiv stænger" og drev knastakslen på samme måde som dampstemplerne på et lokomotiv overførte kræfterne til hjulene på.
Nå, hvem mente at Moto Guzzi havde patent på denne type motor, en 4-takt V-motor på langs i stellet.

Her er det en Victoria Bergmeister på 350 ccm. fra halvtredserne. Dem er der vist ikke mange tilbage af.
En Puch med 4-cylindret boxer motor. Jeg gætter forsigtigt på det er en 4-takt motor med sideventiler.
Sådan en har jeg aldrig set før.
Et lille view ud over museet.
Sajjad havde faktisk engang en fin flødefarvet NSU LUX 200 ccm. Den var mindst så fin som den her på billedet, men havde altså denne 2-takt lyd.

Han måtte lige sætte håret og stille sig hen og udgive sig for ejer, for at blive foreviget med den model, som han nok aldrig nåede at fotograferer det halve år han var ejer (vist nok i 1988).
På vejen hjem måtte vi lige gøre holdt på halvvejen og få en is.

Da vi jo havde god fart på sydpå om morgenen, tog vi det mere med ro hjem, og kørte af Danmarks længste helt snorlige landevej op fra Udby til Køge.

Skøn tur i skønt vejr, det må vi prøve igen et andet år.

Tak for nu.

    Retur til forsiden

Sidst opdateret 05-03-2012